Billedet på sidehoved
Billedet på sidehoved
  • Tingstrup Skole

Valgfag Overbygning 2017/18

Eleverne i overbygningen vælger et valgfag. Faget er 3 lektioner om ugen og vælges for et år ad gangen.

Derudover vil der i løbet af året være 5 valgfagsdage, hvor den normale undervisning erstattes af valgfagstimer. Her vil der bl.a. være mulighed for ekskursioner og tid til længere projekter.

Digital tilmeldingen er lukket.

Musik
Der vil være tale om både praktisk udøvelse af musik som fx sammenspil i band, sang og stemmetræning, hørelære og noder og en gennemgang af mange forskellige musikgenrer.
Vil du noget seriøst med din musik – eller har du bare lyst til at dyrke din musikinteresse og samtidig lære endnu mere om emnet – så er vi sikre på, at dette hold er for dig.

Fransk og Spansk

Det kan være svært at vælge.

Med dette valgfag, får du muligheden for at blive introduceret til både fransk og spansk. To charmerende og vigtige europæiske sprog, der læner sig op ad hinanden.

Vi arbejder med turist- og hverdagssprog, så du kan lære at begå dig, hvad enten du er på badeferie, skiferie, storbyferie eller noget helt andet.

Selv om du måske slet ikke kender nogen af sprogene i forvejen, vil du snart kunne komme til at prøve kræfter med mundtlige øvelser, lytning og læsning samt høre om hverdagslivet og kulturen i de fransk- og spansktalende lande.

 

Kunstnerværksted

Kunstnerværkstedet er det virkeligt kreative valgfag, hvor kreativitet, nye ideer og lyst til at realisere ideerne er det vigtigste.

Du lærer at male flotte, eksperimenterende malerier og fremstille spændende collager og skulpturer ud fra dine egne ønsker.

Vi bruger maling, sand, stof, forskellige metaller, snor, ståltråd, lyse og mørke træsorter, sten, ler og meget andet.

Du lærer at modellere spændende, kunstneriske skulpturer, relieffer, fade og krukker i ler, og du får chancen for at lave spændende, unikke smykker.

Har du lyst til at lære at dreje keramik på en professionel sparkeskive, kan du også det. Vi bruger flere slags ler og flotte glasurer. Vi brænder alle unikke, håndlavede ting i en professionel keramikovn ved 1.050 grader. Det er vildt spændende.

Junior Ranger

I samarbejde med Nationalpark Thy tilbyder vi Junior Ranger:

Kan du lide at være ude i naturen i al slags vejr?

Har du lyst til at lære om Nationalpark Thy?

Vil du gerne se tranerne danse?

Vil du gerne kunne fortælle om Nationalpark Thy til venner, familie, andre elever eller nogle du slet ikke kender?

Vil du gerne lære om beskyttelse og benyttelse? Har du lyst til at mærke blæsten i håret? Vil du lytte til det brusende Vesterhav?

 Vil du gerne se Thys ældste egetræ?

Vil du lære vildmarksførstehjælp?

Har du lyst til dét og meget mere?

Så er det Junior Ranger, som du skal vælge.

I løbet af skoleåret vil du komme ud og opleve mange forskellige dele af Nationalpark Thy, men du vil også lære en masse om dyre - og plantelivet hjemme på skolen. Alt det du lære på skolen, vil du forhåbentlig møde på din vej gennem Nationalparken. I Nationalparken vil du blive undervist af naturvejledere, friluftvejledere, biologer, museumsformidlere og folk fra Nordjyllands Beredskab. Udover det skal du glæde dig til et besøg i anden Nationalpark i Danmark, og et oplevelsesdøgn i Nationalpark Thy, som afslutning på valgfaget.

Når vi nærmere os, vil du modtage et forventningsbrev, som du skal læse sammen med dine forældre og aflevere tilbage til os.

Fysisk træning og løb
Dette valgfag er for dem som ønsker sved på panden, og som ikke er bange for at få pulsen op.
Undervisningen vil være en blanding af klassisk styrketræning i motionscenter, crossfit, cykling og løb.
Du skal forvente teori indenfor emnerne anatomi, fysiologi og kost.

Krav:
Du skal kunne lide at presse dig selv både mentalt og kropsligt.
Du skal møde omklædt og klar.

International

Vil du vide mere om verden  omkring dig? Vil du blive endnu bedre til fremmedsprog? )Og vil du høre om andre befolkningsgrupper og deres kulturer?

Så er den Internationale Linje måske noget for dig!

Vores fokus er på den internationale dimension. Vi vil give eleverne indsigt i og forståelse for den multikulturelle verden, vi lever i.

På International Linje kvalificerer eleverne sig til mødet med den globaliserede verden og udvider kendskab til andre kulturer, oplevelser og erfaringer gennem bl.a. en tur udenfor Danmark, samt styrker de sproglige kompetencer.

På linjen vil eleverne stifte bekendtskab med fremmedsprog, som man ikke arbejder med i den daglige undervisning, udover at der på linjen vil der være et øget fagligt fokus på engelsk og tysk.

Vil vil prøve at tage kontakt med en skole i Berlin, med henblik på at møde nogle unge dernede. I tiden op til turen, vil fokus være på Tyskland nutid og fortid, efter turen, “rejser” vi andre steder i verden.

Dans/rytmisk gymnastik
I dette valgfag skal der danses alt lige fra vals til disco, fra salsa til house og fra traditionel rytmisk gymnastik til cumbia.

Vi skal arbejde med takt og puls, hvordan man selv laver koreografi, og vi skal udfordres og udvikle kroppens smidighed og koordination.

 

Skak
40.000 elever spiller allerede skoleskak fordi:

Skoleskak handler om at tænke logisk, strategisk, at planlægge og vent på at andre tænker sig om.

Hvis du har lyst til at være med, er valgfaget skak noget for dig.

Madkundskab
Vi bygger ovenpå på det, du har lært allerede.

Er du interesseret i at lave mad og bage, elsker du at eksperimentere og udfordre dine smagsløg, holder du af sund mad, god mad, fremmed mad, gammeldags mad og bagværk, så er madkundskab som valgfag et godt valg.

Vi arbejder med maden i et helhedsperspektiv: sundhed, bæredygtighed, råvarer, sæsonvarer og historisk mad.

Vi øver os i at tilberede, servere og smage på det tilberedte lækre mad.

Samarbejde for et velfungerende køkken og undervisning er en vigtig disciplin og vægtes højt.

Science
Faget er supplerende undervisning på et højere plan, end man ellers har i folkeskolen.

Eleverne kommer til at arbejde med opgaver / forsøg som er spændende, udfordrende og lærende på alle mulige måder.

Skriveværksted/journalistik og medier

Dette værksted er for dig, der oplever SPROGET som en FANTASTISK mulighed for at udtrykke, hvad du tænker, føler, mener, sanser og kan blive draget af en god bog, novelle, musiktekst, digt, rap, filmmanuskript, reportage, debatindlæg, artikel og mange andre genrer. Vi lader os inspirere af kendte forfattere som Kim Fupz, Bent Haller, H.C.Andersen, I.P. Jacobsen, som alle kan forføre os med deres fantastiske billedsprog.
Har du lyst til at lære at skrive en tale til en festlig lejlighed eller en ansøgning for at få et fritidsjob, skrive og opsætte en avisside, møde en journalist, forfatter eller filmmager og vil styrke din sproglige kompentence, så skal du vælge dette værksted:
Det forventes, at du har interesse i sprog, tekster og kommunikation, og alle kan være med uanset niveau.
Vi planlægger en tur ud af huset i valgfagsugen.

Håndbold

Gennem basisspil – og håndboldtræning skal vi prøve kræfter med elementer fra det færdige håndboldspil og afprøve/arbejde med forskellige håndboldaktiviteter. Træningsindhold:

  • Teknik: Udvikling af kaste/gribe-teknik, skud, finter – forsvar og angreb

  • Målmandstræning

  • Taktisk: Løse ”små opgaver” ud fra forskellige situationer – fx ”overgangsspil, x-spil m.v.”

  • Kontratræning

  • Skadesforebyggende træning: Er en vigtig del af håndboldtræningen – og vil indgå i alle forløb.

  • Spil: Spil til 2 mål – småturneringer m.v.

Nogle få gange vil vi tage til Snedsted og bruge deres flotte ”Beachhåndboldanlæg”. Beachhåndbold er kanonsjovt og spændende at spille.

Vi vil ligeledes forsøge at besøge ”Mors Thy Liga herrer” og / eller Elitehåndboldcollege på Mors– se på træning, blive trænet af Ligaspiller og – hvis muligt – få lov til at følge med til en Ligakamp – høre oplæg m.m. Vi vil ligeledes forsøge at etablere et el. flere besøg på Skyum – håndboldlinjen.

Vi har også planer om, et par gange, fx at ”udfordre” tilsvarende årgange på nærliggende skoler.

I valgfags-fagugen vil vi forsøge at afvikle en ”Håndboldcamp” i en nærliggende hal / idrætsefterskole – med masser af håndbold og samvær. En tur til Viborg Håndboldcollege kunne også være en nærliggende mulighed.

Træningssted: Sjørring Hallen. Vi kører med bus derud.

Erfaring (større el. mindre) med håndbold el. lidt flair for spillet – vil være en fordel. Der er plads til 20 spillere og vi satser på 10 drenge- og 10 pigespiller med interesse for håndbold.

E-sport
I E-Sport vil vi se nærmere på, hvad E-Sport stiller af krav til udøverne - spillerne.

Der trænes i samarbejde, kommunikation og god sportsånd. Derudover skal vi se nærmere på, hvordan livet ser ud for en professionel E-Sportudøver og hvilke til- og fravalg det at spille på professionelt plan har for spillerne.

Filmkundskab

Gennem film (kortfilm, spillefilm, serier, dokumentar samt filmcitater) arbejder vi med filmens ”univers” – bl.a. dramaturgi, virkemidler m.v.

På valgholdet vil vi desuden lave ”egen produktioner” (fx reklamefilm, kortfilm: Fx gyser, spænding, krimi m.v.)

Vi skal også i tur i biografen – og besøge TV2 i Odense eller TV Midtvest - for se på TV-produktion. I fagugen kan vi, hvis det er muligt, besøge animationsskolen i Viborg el. deltage i FILM-X workshop i København.

I arbejdet vil også indgå produktion af filmplakater, booktrailer el. trailer for aktuelle begivenheder m.v.

Måske kan vi lave i biografdag for fx Mellemlandet – dine ideer er meget velkomne.

Outdoor

Kan du lide at bevæge dig?

Er du klar på at udfordre dig selv?

Og kan du lide at være i naturen, så er outdoor lige faget for dig. Vi vil i løbet af skoleåret prøve kræfter med og arbejde med teknikker indenfor discipliner som; orienteringsløb, slackline, klatring, mountainbike, rebaktiviteter og meget mere.

Håber at vi ses til et år med sved på panden, tungen lige i munden og masser af vind i håret.

Håndværk på EUC
Undervisningen foregår på EUC, hver anden onsdag fra kl. 12.30 - 16.30
.

Kloge hænder, skarpe hoveder og pizza!
Kan du lide pizza fra træfyret ovn, og kan du bruge både hænderne og hovedet -på samme tid? Kan du svare ja til ovenstående, har du mulighed for at være med på valgfagshold på EUC Nordvest Erhvervsuddannelser.
Overskriften for valgfaget er ”Pizza”.
-Støbe/mure pizzaovn i Murerafdelingen.
-Lave bord til ovnen, pizzaspade, trækasse til tilbehør hos Tømrerne. 
-Ovnlåge, skorsten og ”pejseudstyr” laver du på Metal og teknologiafdelingen.
-Temperaturmåler og måske en røgblæser skal laves i vores EL-og svagstrømsafdeling.
-På EUD Business skal du lave menukort og plancher, der dokumenterer arbejdsprocessen. Invitation til forældrearrangementet.
-Pizzaerne (der bliver mange) skal du lave sammen med Mad og service.
-Valgfaget sluttes af med et arrangement, hvor dine forældre bliver inviteret, så de kan se og smage, hvad I har lavet.
-Arbejds- og billedportefølje laver I hver gang, dels så du kan huske, hvor du er nået til og dels til en plancheudstilling til afslutningen.

Lektioner i de forskellige afdelinger: (endelig rækkefølge ikke fastlagt)
4 x Murer Støbning/opmuring af pizzaovne

3 x Tømrer. Træben og sidebord til ovnstativ. Trækasse med hank til tilbehør. Pizzaspade.

2 x Svagstrøm/EL. Digital temperaturmåler og evt. blæser

3 x Metal og teknologi. Ovnlåge med trækventil, skorsten med hætte, rammer til ovnstativ, ”pejseudstyr”.

3 x EUD Business. Plancheudstilling der dokumenterer projektet, lavet på baggrund af porteføjle. Menukort og evt. markedsføringsmateriale. Invitation til afslutningsarrangement.

2 x Mad og services. Fremstilling af pizzaer 

1 x Fælles afslutning.